De bedste WordPress cache plugins

Vi gider ikke at vente for længe på, at en hjemmeside bliver indlæst på computeren eller på telefonen. Hvis det tager for lang tid, vælger vi bare det næste søgeresultat i rækken, og den langsomme hjemmeside eller webshop mister kunder.

Ved at benytte et cache plugin, kan du reducere din hjemmesides indlæsningstid betragteligt, og dine besøgende vil elske dig for det.

Hvad er cache?

WordPress caching er ret kompliceret, men kort fortalt er fordelen ved caching, at en hjemmeside vises hurtigere på skærmen.

Den tid det tager at hente tekst, billeder osv. bliver minimeret, så dine besøgende undgår unødig ventetid.

Teknisk set gemmer et cache plugin et øjebliksbillede af din hjemmeside, og præsenterer det for læseren. Derved kan der spares værdifuld indlæsningstid, og den besøgende vil ikke mærke nogen forskel.

Hvis du vil tjekke hastigheden på dit eget website, kan du gøre det gratis hos Pingdom. Prøv eventuelt at lave en test nu, og derefter en test når du har installeret et caching plugin – Der skulle gerne være mærkbar forskel.

Fordele og ulemper ved caching

Det er en stor fordel for læserne, at de ikke skal vente på at siden bliver hentet. Hjemmesideejeren får flere besøgende fordi siden hentes hurtigt, og færre klikker væk, fordi de ikke gider at vente.

Umiddelbart lyder det som en fordel for alle parter.

Fordele ved caching

  • Hastighed – Din hjemmeside vises hurtigere for læserne
  • Brugeroplevelse – Læserne elsker når der er fart på, og de bliver hængende på siden længere
  • Placering i søgeresultaterne – Google elsker også hurtige hjemmesider, og der er god chance for at du kommer højere op søgeresultaterne

Ulemper ved caching

  • Kompleksitet – Korrekt opsætning af et caching plugin, kan være ret kompliceret
  • Økonomi – Hvad vil du ofre på et plugin?
  • Konflikt – Der kan opstå konflikter med andre WordPress plugins

WordPress cache plugins

Her får du et overblik over nogle af de mest brugte WordPress plugins til caching – Både gratis plugins og betalingsplugins.

WP Rocket (kræver betaling)

WP Rocket et er plugin der ofte bliver fremhævet, når der tales om WordPress caching, og i de fleste test scorer dette plugin gode karakterer. Brugerne er også glade for WP Rocket. På Trustpilot ligger 95% af anmeldelserne helt i top.

WP Rocket har et overskueligt dashboard, hvor de enkelte indstillingsmuligheder er godt forklaret.

En god feature i dette plugin er, at du får adgang til en masse videoer, der forklarer de muligheder, du har med WP Rocket.

En af de få ulemper ved WP Rocket er prisen, og den manglende mulighed for en prøveperiode inden du skal betale. WP Rocket kører dog ofte med kampagner, hvor priserne er sat ned.

Pris fra 49$ – 249$ pr. år – Alt efter hvor mange sites du har

Læs mere om WP Rocket her

WP Super Cache (gratis)

WP Super Cache er et caching plugin der har været tilgængeligt i årevis, og som stadig opdateres jævnligt. 

WP Super Cache drives af virksomheden Automattic, der også er kendt for WordPress.com, Jetpack, Akismet, Woocommerce og flere andre ”store” plugins.

Brugerfladen i WP Super Cache er noget gammeldags at se på, og hvis du ikke ved noget om WordPress caching, kan mulighederne virke uoverskuelige.

De mest almindelige indstillinger er sat på forhånd, og WP Super Cache kan sagtens bruges med standardindstillingerne.

WP Super Cache har mere end 2 millioner bruger, hvilket vidner om et solidt plugin, med mange år på bagen.

  • Rating på WordPress.org: 4,3 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om WP Super Cache her

W3 Total Cache (gratis med mulighed for opgradering)

W3 Total Cache er et andet plugin med nogle år på bagen, som også stadig opdateres, og det kendes som et af de mest udbredte WordPress cache plugins.

W3 Total Cache kan bruges med standardindstillingerne uden problemer. Derudover er der et hav af individuelle indstillinger, du kan lege med, som dog kan virke ret indviklede for almindelige brugere.

Hvis du ikke har rodet med caching før, kan det være svært at gennemskue mulighederne, og hvilke konsekvenser en ændring kan have for din hjemmeside.

W3 Total cache er et meget populært plugin, som scorer gode karakterer blandt brugerne.

  • Rating på WordPress.org: 4,3 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering som koster 99$ pr. år

Læs mere om W3 Total cache her

WP Fastest Cache (gratis med mulighed for opgradering)

WP Fastest Cache er ligesom de to foregående en af de erfarne spillere. WP Fastest Cache har mere end 1 million installationer, og er et plugin, som er meget populært.

Dashboardet er også her forvirrende at se på, og de fleste funktioner kræver opgradering til Premium versionen.

De fleste indstillinger er godt forklarede, og du er mere tryg i de enkelte valg, end ved f.eks. W3 Total Cache og WP Super Cache.

  • Rating på WordPress.org: 4.9 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering til 49,99$ pr. år

Læs mere om WP Fastest Cache her

Comet Cache (gratis med mulighed for opgradering)

Comet Cache reklamerer selv med, at 95% af deres brugere benytter ”Set it and forget it” – Dvs. de aktiverer Comet Cache uden at røre nogen indstillinger. Ved at aktivere standardindstillingerne vil du få den optimale konfiguration for langt de fleste WordPress installationer.

Hvis du alligevel gerne vil finjustere din caching, så har du mulighed for det, og du kan opgradere Comet Cache, og få endnu flere justeringsmuligheder.

  • Rating på WordPress.org: 4,5 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering fra 39$ – 139$ pr. år – Alt efter hvor mange sites du har

Læs mere om Comet Cache her

Cache Enabler (gratis)

Dette caching plugin er for dig, hvis du ikke har lyst til at sætte dig ind i alt for mange tekniske muligheder. 

I Cache Enabler skal du kun aktivere pluginet, og tage stilling til hvor ofte du vil slette din cache. Hvis du ofte opdaterer indholdet på siden, f.eks. opdaterer priser, har mange kommentarer og mange nye opslag skal cachen slettes tit. Hvis du sjældent får nyt indhold, kan du sætte udløbstiden højere op.

Derudover er der kun et par få andre muligheder, du skal forholde dig til.

Cache Enabler er et super nemt caching plugin, og der er mulighed for at få god vejledning i deres tutorial.

  • Rating på WordPress.org: 4,3 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om Cache Enabler her

Hyper Cache (gratis)

Hyper Cache er endnu et plugin der virker ”ud af boksen”. Du skal selv justere nogle få indstillinger, men de er alle godt forklarede.

Hyper Cache giver mulighed for separat caching for desktop brugere og mobile brugere. Det kan være en smart mulighed, hvis du f.eks. oplever problemer med cache på computer vs. Smartphone.

  • Rating på WordPress.org: 4,4 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om Hyper cache her

Cachify (gratis)

Cachify er et plugin med knapt så mange installationer. Pluginet får en udmærket bedømmelse af brugerne, men det er på forholdsvis få bedømmelser.

Her er der tale om et plugin med få indstillingsmuligheder, og du kan vælge mellem flere forskellige caching teknikker til database og harddisk. Derudover kan du sætte cache udløbstid, om du automatisk vil tømme cachen ved nye kommentarer, og om der er enkelte sider, der ikke skal caches.

Super enkelt plugin, hvis du ikke gider at bruge tid på at sætte dig ind i mange indstillinger. Der er en god manual med, som hurtigt kan læses.

  • Rating på WordPress.org: 4,8 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om Cachify her

Simple Cache (gratis)

Så bliver det ikke mere enkelt. Dette caching plugin er til alle der ikke magter avancerede indstillinger. Faktisk skal du kun forholde dig til 2 ting, nemlig hvornår din cache skal udløbe, og om du vil benytte gzip kompression.

Du kan ganske vist aktivere ”Advanced mode”, men her kommer kun nogle få ekstra muligheder frem.

Du kan praktisk taget ikke komme til at gøre noget galt, så her er et super simpelt caching plugin til begynderen, eller den der ikke magter overflødige funktioner.

Her er ratingen også baseret på et mindre antal anmeldelser, og forholdsvis få installationer.

  • Rating på WordPress.org: 4,3 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om Simple Cache her

WP Speed of Light (gratis med mulighed for opgradering)

Når du installerer WP Speed of Light, bliver du guidet igennem et såkaldt ”Environment Check”, som sikrer at din server lever op til de krav dette plugin stiller.

Herefter kan du vælge om WP Speed of Light, skal sætte indstillingerne for dig, eller om du selv vil lave konfigurationen. Du kan altid selv ændre i opsætningen senere.

WP Speed of Light er flot designet, og det virker som et gennemtænkt plugin. Ud over de sædvanlige indstillingsmuligheder er der også mulighed for databaseoprydning og billedkompression.

  • Rating på WordPress.org: 4,5 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering fra 34$ pr. år

Læs mere om WP Speed of Light her

Hummingbird Page Speed Optimization (gratis med mulighed for opgradering)

Første gang du åbner Hummingbird, skal der køres en Performance test. Testen viser en statistik over dit websites ydeevne.

Ud fra testen giver Hummingbird forskellige forslag til at optimere dit website, så det performer bedre.

Hummingbird har en moderne brugerflade, og alt er pænt og overskueligt sat op. Der er en god manual tilgængelig, som forklarer de enkelte indstillinger.

Der er mulighed for at opgradere til en pro-version med ekstra indstillingsmuligheder. Du får 30 dages gratis prøvetid, inden du skal beslutte dig, om du vil købe.

  • Rating på WordPress.org: 4,8 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering starter fra 19$ pr. måned

Læs mere om Hummingbird her

Breeze (gratis)

Breeze minder meget om WP Super Cache og W3 Total Cache, men med en flottere og mere moderne brugerflade. 

Breeze sætter selv de mest almindelige indstillinger, og så kan du selv lege videre med de avancerede muligheder.

Indstillingerne er nogenlunde beskrevet, men som på f.eks. W3 Total Cache, kan du let komme i tvivl om betydningen og konsekvensen af en indstilling. Hvis du holder dig til standardindstillingerne, er der dog ingen problemer.

  • Rating til WordPress.org: 4,9 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis

Læs mere om Breeze her

WP-Optimize (gratis med mulighed for opgradering)

WP-Optimize er et “multi” plugin, med flere forskellige optimeringsfunktioner.

Du har mulighed for at optimere din database, komprimere billeder og cache din side. Da caching kun er en del af dette plugin, er der ikke så mange indstillingsmuligheder, som på nogle af de andre plugins.

Til gengæld er det hele sat overskueligt op, og du kan tilkøbe ekstra funktioner som automatisk sletning af billeder der ikke bliver brugt, lazy loading m.m.

  • Rating til WordPress.org: 4,1 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering fra 48,75$ pr. år.

Læs mere om WP-Optimize her

Swift Performance Lite (gratis med mulighed for opgradering)

Første gang du åbner Swift Performance Lite, skal du vælge om du selv vil konfigurere indstillingerne, eller om du vil bruge de prædefinerede indstillinger. Du kan roligt vælge standardindstillingerne, da du altid kan ændre dem.

Swift har et virkelig lækkert og overskueligt dashboard, og man føler der er styr på tingene. Lazy load er en af mulighederne i den gratis version, men skal du have mere avancerede funktioner, så må du betale.

  • Rating til WordPress.org: 4,2 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering fra 39,99$ pr. år.

Læs mere om Swift Performance Lite her

LiteSpeed Cache (gratis)

Hvis din hjemmeside ligger på en Litespeed server, kan du benytte dig af dette gratis plugin.

Brugerfladen er nem at overskue, men også her er der et hav af indstillingsmuligheder, som kan være svære for begynderen at gennemskue.

Alle indstillingerne er på forhånd udfyldt med standardværdier, så medmindre du selv vil justere på noget, kan du bruge de udfyldte værdier.

Hvis du synes det er spændende at rode med cache indstillinger, så er dette plugin for dig. Der er rigtig mange muligheder.

  • Rating til WordPress.org: 4,9 stjerner ud af 5
  • Pris: Gratis
    • Mulighed for opgradering fra 39,99$ pr. år.

Læs mere om Litespeed Cache her

Har du brug for mere plugin-inspiration?

Vi har en række plugins, som vi ALTID selv installerer – måske kan du finde noget inspiration der også.

Læs indlægget med 10 WordPress plugins vi altid selv installerer her.

WordPress support - uden begrænsninger!

Alle priser er ekskl. moms.

Kontakt os

Websitecare ApS
Nordre Borrelyngvej 3
3770 Allinge

+45 53 76 04 52

CVR. 43749889